Guider og artikler

De bedste 3D-platformspil på PS4 og PS5

Løb, hop og saml alt i sigte med dette udvalg af de vigtigste 3D-platformspil på PlayStation-konsollerne.

Ikoniske platformhelte

Spil med de store platformstjerner

De seneste 3D-platformspil med nogle af genrens mest kendte og fremtrædende figurer.

Astro Bot

Et helt nyt eventyr i superstørrelse, som udnytter den trådløse DualSense-controllers unikke funktioner til fulde og fejrer PlayStations 30 år lange historie i et væld af forunderlige verdener og Bot-agtige figurer. Astro Bot er en fantastisk kombination af smarte mekanikker, søde og sprøde billeder, prægtige lyde og berigende udforskning, der giver dig lyst til mere. Hvis du kunne lide Astro's Playroom, der fulgte med din PS5, vil du elske denne nye oplevelse.

Sonic X Shadow Generations

Denne samling indeholder gameplay fra både den "klassiske" og "moderne" Sonic-serie, i 2D og 3D, i to unikke oplevelser. Spil som Shadow the Hedgehog i en helt ny kampagne, der sætter fokus på hans mørke fortid, og oplev en total remaster af Sonic Generations med opgraderet grafik og bonusindhold.

Sonic X Shadow Generations udkommer til PS4 og PS5 25. oktober 2024.

Sackboy: A Big Adventure

Little Big Planets strikkede stjerne får sit helt eget håndsyede spil. Spil solo, eller lav et hold med to til fire spillere, og tag ud for at redde Craftworld og dens beboere af sækkefolk fra den skurkagtige Vex. Dette håndlavede eventyr, der sprudler med kreativitet og muntre overraskelser, er et vaskeægte PlayStation-ikon.

Crash Bandicoot 4: It's About Time

22 år efter det tredje kapitel beviser denne efterfølger med den passende undertitel, at det vanvittige platform-pungdyr – og hans søster Coco – sagtens kan følge med tiden. Seriens berygtede sværhedsgrad er heller ikke blevet nemmere, og visse baner og trofæer er designet til at presse selv de mest garvede Crash-veteraner til deres yderste.

Ofte stillede spørgsmål om 3D-platformspil

Saml viden

I platformspil skal spillerne navigere rundt på baner, som regel ved at trodse tyngdekraften med store hop, indsamle power-ups, undgå fælder og bundløse huller samt besejre fjender.

Sammenlignet med traditionelle 2D-platformspil, giver 3D-platformspil en større bevægelsesfrihed, hvilket givet flere muligheder for at udforske spiluniverset. Som det fremgår af dette alsidige udvalg af PlayStation-hits, er det en særdeles vellykket genre.

Det første officielt anerkendte 3D-platformspil er Alpha Waves fra 1990, der også er kendt som Continuum. Men i stedet for at sætte gang i en bølge af 3D-platformspil, stod dette abstrakte og eksperimenterende spil alene i adskillige år, indtil Jumping Flash! i 1995 satte kurs mod PlayStation (PS1).

I dette førstepersons-platformspil styrer du en robotkanin ved navn Robbit, og spillet har en Guiness-verdensrekord for det "første platformspil i 3D". Hvis du selv vil prøve dette skelsættende stykke historie, er Jumping Flash! tilgængeligt som en del af klassiker-kataloget, som er tilgængeligt for alle PlayStation Plus Premium-medlemmer.

Som navnet antyder, ligger 2.5D-platformspil på et plan mellem traditionelle 2D-platformspil og de samtidige 3D-platformspil. 2.5D-platformspil er ofte 2D-platformspil, hvor man bevæger sig fra venstre mod højre, men de udnytter 3D-grafik til at skabe en illusion om dybde og bevægelse i et tredimensionelt rum.

For eksempel kan du gå op ad en trappe, der snor sig på ydersiden af et tårn, ved blot at bevæge dig fremad, mens spillets kamera følger dig, hvilket giver det indtryk, at du bestiger en tredimensionel bygning.

Fantasifulde platformspil

Spring ind i en verden af fantasi

Disse 3D-platformspil er hvad drømme – og mareridt – er gjort af.

Klonoa Phantasy Reverie-serien

Klonoa: Door to Phantomile og Klonoa 2: Lunatea’s Veil vender tilbage i remastered form for at fejre seriens 25-års jubilæum. Begge spil er blevet opgraderet med HD-grafik og justerbare sværhedsgrader, mens spændingen fortsat er tro mod de originale spil til PS1 og PS2. Navigér rundt i livlige drømmeverdener, der blander 3D-miljøer med traditionel platformunderholdning i 2D.

Psychonauts 2

Sjældent er historien i et platformspil så medrivende som dets action, men fortællingen i Double Fines fantasifulde efterfølger er usædvanlig god. Som den akrobatiske Raz, den nyeste rekrut i den internationale organisation for synsk spionage, skal du udforske de dybeste hjørner af folks sind, bekæmpe håndgribelige indre dæmoner og lette deres emotionelle bagage.

Little Nightmares II

Unge Mono er fanget i en mareridtsagtig verden, og kun Six – hovedpersonen i det første spil – er der for at hjælpe. Dette urovækkende eventyr minder om Tim Burtons forskruede verdener og placerer vores papkassebeklædte helt i en serie af dødbringende scenarier, hvor han skal forsøge at overleve i en verden, der er forskruet af det skumle Signal Tower.

Retroinspirerede platformspil

Klassisk trænet collectathon

Disse moderne platformspil er inspireret af fortidens klassikere.

Demon Turf

Dette imponerende platformspil i roguelite-genren har kun én bane, men lad dig ikke narre – der er rigeligt med udfordringer her. Som den ambitiøse unge dæmon Beebz kræver det ægte dygtighed at bestige hofnarens uoverkommeligt høje tårn i ét forsøg. Lås op for nye kræfter, og vælg selv dine kontrolpunkter i et ræs om at blive den nye dronning af dæmonverdenen.

Yooka-Laylee and the Impossible Lair

Den usandsynlige kamæleon og flagermus-duo vender tilbage i dette 2.5D-eventyr, hvor du kan prøve kræfter med dets sidste bane, når du har lyst – men regn ikke med at overleve. Udforsk en 3D-hubverden fyldt med hemmeligheder, hovedbrud og samlerobjekter, og brug specielle kontakter, der drastisk ændrer på banen.

A Hat in Time

3D-platformspillenes spæde år har inspireret denne eklektiske og excentriske fortælling om Hat Girl og hendes søgen efter de forsvundne tidsbrikker. Sy nye hatte, så du kan udforske hvert et hjørne af en planet, der er fyldt med interessante figurer, fornøjelige økosystemer og magiske missioner.

Action-platformspil

Du må aldrig stoppe

Dit momentum betyder alt i denne hyperkinetiske fortolkning af genren.

Neon White

Hop, spurt, og spræng din vej gennem himlens portionsanrettede, dæmonfyldte og komplicerede angrebsbaner, der ledsages af et alletiders soundtrack. Det geniale Soul Cards-system vil inspirere dig til at prøve banerne om og om igen i et forsøg på at skære millisekunder af dine bedste tider, også efter du har oplevet den fængslende historie.

Solar Ash

Heart Machine, skaberne af det sublime Hyper Light Drifter, leverer endnu en verdensfjern juvel. Skøjt gennem de surrealistiske rester af enorme, forgangne verdener, mens du grinder og griber dig frem mod uforglemmelige bosser i denne hyldest til PS-klassikeren Shadow of the Colossus. Kan du redde dit hjem fra det altopslugende Ultravoid?

Ghostrunner

Dette hardcore, førstepersons dash 'n' slash-platformspil for voksne er en cyberpunkhistorie om hævn. Som en avanceret sværdkæmper skal du bruge parkour og dine evner til at svinge dit mystiske katana for at bestige det enorme Dharma-tårn, der huser resten af menneskeheden. Precision og reflekser hersker i en verden, hvor én fejl fører til døden.

Platformspil fra klassiker-kataloget

Et sus fra fortiden

Genopdag de forgangne tiders klassiske platformspil, der følger med et PlayStation Plus Premium-medlemskab.

Jak & Daxter: The Precursor Legacy

I kølvandet på deres succes med Crash Bandicoot introducerede Naughty Dog den ikoniske duo med teenageren Jak og hans spydige ottsel-ven (ikke en odder og heller ikke en væsel), Daxter. Udforsk frodige fantasy-miljøer i din søgen efter de kostbare strømceller og Precursor-orber. Tilgængelige er også efterfølgerne Jak II og Jak 3, der introducerer våben og køretøjer.

Ape Escape

Denne abenapper-eskapade udnyttede analogpindende til præcis bevægelse og kontrol af helten Spikes' mindeværdige dimser, heriblandt det ikoniske tidsnet, som det første spil til PS1, der påkrævede den revolutionerende DualShock-controller. Få endnu flere abeeventyr med Ape Escape 2 og Ape Academy.

Ratchet & Clank

Her begyndte den bevæbnede lombax og hans lille robotpartner deres eventyr. Rejs gennem galaksen, og benyt 36 fantasifulde våben og dimser i dit forsøg på at standse formand Dreks planetudslettende planer. Klassiker-kataloget bugner med Ratchet & Clank spil: 10 i alt!