Alt hvad du har behov for at vide om Crash Team Racing: Nitro-Fueled

Alle racerkørerne, våbnene, banerne og spilmodes fra Crash Bandicoots tilbagevenden til førersædet i denne farverige nye version af en PlayStation-klassiker.

Spiltilstande

Adventure-spiltypen

Adventure-spiltypen er tilbage i Nitro-Fueled, og det samme er den skurkagtige Nitro Oxide. Der findes to spiltyper: Classic og Nitro-Fueled, samt fire begivenhedstyper.

Hvis du vælger spiltypen Classic, vælger du, hvilken figurs racerstil du helst vil mestre – men præcis ligesom i det originale PS One-spil er dit valg bindende. Med Nitro-Fueled kan du derimod låse op for figurer, karts og tilpasninger undervejs, og vende op og ned på hele dit eventyr.

Trofæløb

Et løb på tre omgange, og med alle de trofæer du behøver for at få adgang til boss-garager og warpfelter.

Boss-udfordring

Vind fire trofæer for at udfordre Ripper Roo, Papu Papu, Komodo Joe og Pinstripe i en-mod-en-udfordringer.

CTR-udfordring

Har du allerede besejret en boss? Udforsk løbets mange omveje for at finde CTR-tokens, som du kan bruge til at låse Gem Cup-begivenheder op med.

Relikvieløb

Uret tikker, og kun ved at smadre en tidskasse og fryse nedtællingen kan du få en hurtig nok tid til at vinde relikviet.

Arkadebegivenheder

Vil du hellere springe direkte ud i et løb og konkurrere mod online, lokale eller computerkontrollerede modstandere? Du kan vælge mellem fem klassiske kart-spiltyper:

Tidskørsel

Så er der vind i pelsen – et løb på tid og tre omgange, hvor fart er det eneste, der betyder noget. Sæt en tid, og kør mod dit eget spøgelse for at forbedre den. Hvis du er rigtig god, dukker Dr. N. Tropys spøgelse op, efterfulgt af Nitros Oxides ultrahurtige spøgelse – en ægte udfordring for sande fartdjævle.

Battle

Gammelt nag, ny hævn? I spiltypen battle kan du tage hævn i multiplayer-løb for to til fire spillere i en række arenaer proppet med våben og power-ups. Du kan selv tilpasse reglerne, men målet forbliver den samme – køreren med de fleste drab vinder. 

Arkadepokal

I disse grandprix-begivenheder kan du, alene eller sammen med en anden, konkurrere om en række pokaler. Vind pokalen, og lås op for bonusarenaer med spiltypen battle.

Arkadeløb

Den klassiske kart-begivenhed – engangsløb på flere omgange, hvor det gælder om at krydse målstregen først. Løbet er naturligvis krydret med en masse våben og wumpa-frugt.

Versus

Et arkadeløb til dem, der ikke vil distraheres af andre kørere – multiplayer-rivalisering for to til fire spillere.

Figurer

Hver figur har sine egne styrker og svagheder. Foretrækker du balance og kontrol, eller vover du pelsen for at nå op en N.sane fart med en figur, der er svær at styre?

Crash Bandicoot

Seriens helt, og sikkert også den eneste grund til, at du hørt om en punggrævling.

Hvis du søger en altmuligmand, så er Crash både blød og bedst. Hans afbalancerede egenskaber efterlader ham med meget få svagheder – men han kan risikere at tabe fart på de mere specialiserede baner.

Dr. Neo Cortex

Når denne gale videnskabsmand ikke eksperimenterer med sin Evolvo-Ray, så har han travlt med at skyde dyr på racerbanen. Han er afbalanceret, præcis ligesom Crash, hvilket gør ham til et sikkert valg – på trods af hans skurkagtige tendenser.

Dingodile

Halvt dingo, halvt krokodille og en af de hurtigste på banen. Han kan være svær at styre omkring hjørner på grund af den høje fart, men du kan blive et vanvittigt bekendtskab på banen, hvis først du behersker hans vilde racerstil.

Coco Bandicoot

Crashs energiske og intelligente søster, som normalt er klistret til computerskærmen og optaget af at designe gadgets til Crash.

Coco har det svært mod hurtige figurer på lange strækninger, men hendes lynhurtige acceleration betyder, at hun når sin tophastighed på ingen tid. Perfekt, hvis man ofte taber fart og skal øge hastigheden på ny.

Ripper Roo

På trods af sit vilde udseende og sin spændetrøje er Ripper Roo en "fornuftig" kører, som vægter kontrol over fart. Hvis du har svært ved forhindringer og skarpe hjørner, så er Ripper Roo den rette kænguru for dig.

Dr. N. Gin

Han var en verdensberømt fysiker, indtil et uheld gav ham et missil i baghovedet. N. Gin har en kraftig acceleration, hvilket gør ham ideel til baner med mange forhindringer. Ulykken stjal muligvis fornuften fra ham, men måske gjorde den ham også til en bedre kører?

Pura

Pura er Cocos elskede tiger, som har hjulpet hende gennem mange forhindringer.

Sød, blød og perfekt til nybegyndere: Pura er dygtig til at holde sig i baggrunden og angribe mod slutningen. Han kompenserer for sin manglende fart ved at være skrap om skarpe hjørner og derved slynge hurtigere kørere af banen.

Power-ups og våben

Du får brug for ekstra fart, når du lufter pelsen på banen, og Nitro-Fueled indeholder alle de sjove power-ups fra det oprindelige spil.

Wumpa-frugt

Seks om dagen – Giv saft og kraft til dine power-ups! Saml ti frugter for at gøre dine våben endnu saftigere og få flere fordele mod dine rivaler.

Power-ups

Opnå maksimale hastigheder på lige strækninger med turbo-boost, eller gem dig for de andre kørere ved at blive usynlig, så projektilerne suser lige forbi dig.

Skjolde

Masker og kraftskjolde er gode som beskyttelse, men de kan også bruges som våben. Kør ind i andre kørere med maske på, eller slyng dit skjold mod en rival lige inden målstregen, så de med skræk kan se dig smutte forbi og i mål.

Våben

Send sporingsmissiler efter dine modstandere, smid bomber på banen, eller vær heldig at få poterne i en warpkugle, som eliminerer, den der fører løbet. Tilføj wumpajuice for en endnu mere ødelæggende virkning!

Fælder

Eksplosive kasser og N. Brios bægre er smarte små "gaver", som du kan efterlade på banen til dine venner, når I kæmper om æren. Vær snedig, og efterlad et bæger bag ved en kasse eller på et turbofelt for at snyde dine modstandere – eller spræng dem i luften med TNT.

Tilpasning af din kart

Vind over dine venner og din familie i en lækker, pyntet vogn. Vælg hvilke stel, lakeringer, hjul, klistermærker og logoer, som passer til dig, hvad enten du ønsker dig et klassisk Crash Team Racing-look eller noget mere særligt.

Racerbaner

Nitro-Fueled indeholder alle de oprindelige baner fra Crash Team Racing, samt Crash Nitro Kart-baner med fælder og smutveje lige der, hvor du husker dem. Her er et udvalg af baner, du kan forvente at se i Nitro-Fueled.

Crash Team Racing-baner

Kør langs den idylliske kyst ved Crash Cove, udforsk de farlige Mystery Caves, og fortsæt til Lost Ruins, hvor Dingo Canyon og Rampage Ruin venter. Islandskabet i Polar Pass vil teste dine styreevner, mens dine evner for alvor bliver udfordret i Citadel City, Cortex Castle og Nitro Court.

Nitro Kart-baner

Genoplev favoritterne fra det originale spil fra 2003 som Volcano Island og Meteor Gorge, samt det luskede terræn i Thunder Struck og Desert Storm. Det hele bliver lidt teknisk i Teeknee-zonen, mens Android Alley og Electron Avenue sørger for de futuristiske udfordringer.

Tips og tricks

Crash og vennerne kender til et par revolutionerende tricks, der kan give dig et stort forspring. Men pas på, det mindste fejltrin kan give bagslag ...

Turbo-boost

Hvis du vil have ekstra fart på, kan du trykke på R1 for at springe fra ramper, vejbump og skråninger og komme foran. Jo længere du er i luften, desto større bliver dit boost, når du lander.

Powerslide

Hold R1-knappen nede, når du drejer om et hjørne, for at hoppe og påbegynde dit slide. Når turbomåleren bliver rød, skal du trykke på L1-knappen for at samle et boost op, mens du stadig holder R1 nede. Hvis du holder hovedet koldt og timer det rigtigt, kan du udføre dette op til tre gange pr. slide.

Turbostart

Det vil være smart at starte løbet med et turboboost for at komme foran feltet. Tryk flere gange på X for at gasse op og fylde måleren. Hvis din timing er god, og måleren fyldes, lige når lyset skifter til grønt, kan du starte løbet med et maksimalt fart-boost.

Forsvarsvåben

Masker og kraftskjolde er ikke din eneste beskyttelse. Eksplosive kasser og N. Brios bægre kan også standse våben som sporingsmissiler og bowlingbomber – hvis din timing altså er rigtig.