Guider og artikler

Kan man spille Baldur’s Gate 3, hvis man aldrig før har spillet Dungeons & Dragons?

Derfor er Larian Studios’ kritikerroste rollespil det ideelle sted at starte for alle, der gerne vil tage deres første skridt ind i Forgotten Realms.

Baldur's Gate 3: den perfekte introduktion til Dungeons & Dragons

Ud af alle de mange officielle Dungeons & Dragons-computerpil, der er blevet produceret i de seneste 35 år, opfattes Baldur’s Gate 3 af mange som det tætteste, man til dato er kommet på den traditionelle blyant-og-papir-oplevelse. Ligesom det klassiske rollespil er dette turbaserede rollespil fyldt med enorme områder, du kan udforske, hundredvis af mindeværdige figurer at interagere med og spændende kampe, der belønner dig for at tænke kreativt og strategisk.

Hvis du er nysgerrig og overvejer at springe ud det, men samtidig er lidt tilbageholdende med at gå i gang med din allerførste D&D-kampagne, kan du tage det helt roligt: Baldur’s Gate 3 gør nemlig alt for at få nybegyndere til at føle sig velkomne i spillets store verden, som er fyldt med muligheder. Se her, hvorfor Baldur’s Gate 3 er den perfekte introduktion til Dungeons & Dragons.

Har Baldur’s Gate 3 sværhedsgrader?

Ulig det klassiske rollespil har Baldur’s Gate 3 fem sværhedsgrader. Balanced-sværhedsgraden byder på den mest præcise simulation af den traditionelle D&D-oplevelse med udfordrende kampe og almindelig skalering af dine gruppemedlemmer og fjenders Hit Points (HP).

Hvis du foretrækker, at din første kampagne bliver lidt mere afslappet, forøger Explorer din gruppes HP, reducerer dine fjenders HP, giver dig rabat på handelsfolks varer og gør kampene nemmere. Det er et godt valg for alle, der gerne vil nyde den spændende forgrenede historie i Baldur’s Gate 3 med mindre risiko for at sidde fast i kampe, der er for svære.

Uanset hvad du vælger, er du ikke bundet af din beslutning; hvis du oplever, at spillet bliver enten for let eller for svært, kan du når som helst skfite sværhedsgrad.

Hvor svært er Baldur’s Gate 3?

Det tredje sværhedsgradsniveau, Tactician, er til dem, der foretrækker, at hver eneste kamp kræver omhyggelige strategier, og at hvert eneste terningeslag tæller. Fjenderne – der her får ekstra HP – vil forsøge at nedlægge din gruppe så nådesløst og effektivt som muligt, mens handelsfolks varer vil koste 30 procent mere. Tactician er krævende, selv efter klassisk D&D-standard, og du kan regne med, at alle fejltrin bliver straffet.

Den femte patch til Baldur's Gate 3 introducerede et nyt udfordringsniveau: Honour Mode. Det gør bosserne endnu stærkere og reglerne endnu mere strikse, og du kan heller ikke hente gemte spil. Det betyder, at du skal starte på et nyt Honour Mode-spil, hvis din gruppe bliver besejret i kamp, eller fortsætte i Custom Mode, som er en anden ny sværhedsgrad, der lader dig justere og lege med forskellige elementer i spillet.

Kan jeg lave min egen figur i Baldur’s Gate 3?

Baldur’s Gate 3 giver de samme muligheder for at lave din egen figur som det klassiske rollespil, så du har 11 racer at vælge imellem (med yderligere 21 underracer fordelt blandt dem) samt 12 klasser, hvoraf mange forgrener sig ud i forskellige underklasser.

Hvis du ikke har nogen forudgående erfaring med rigtig D&D, kan denne del føles lidt overvældende, allerede før du får valgt din figurs udseende og giver den et sejt fantasynavn.

Larian Studios har heldigvis bygget et fantastisk redskab til at lave figurer med, og de hjælper dig gennem hele processen. Spillet fordeler automatisk point på de egenskaber, der passer til de forskellige figurer og giver dig detaljerede oplysninger om alle evner, besværgelser og færdigheder. Du kan ændre på det hele, men det anbefales at stole på spillets opsætning.

Alternativt kan du vælge en Origin-figur. Alle disse færdige figurer – bortset fra den mystiske Dark Urge – er potentielle gruppemedlemmer, som du ellers ville møde i løbet af dine eventyr, komplet med detaljerede baggrundshistorier og fastlagte egenskaber og evner.

Kan Baldur's Gate 3 spilles i multiplayer?

Baldur’s Gate 3 understøtter grupper på op til fire figurer. Hvis du spiller alene, styrer du alle figurer. Det betyder, at du skal håndtere deres udstyr, vælge evner og besværgelser og afgøre, hvad de gør i kamp.

Baldur’s Gate 3 genskaber som bekendt den autentiske D&D-oplevelse, og fire spillere kan sidde med omkring det virtuelle bord i onlinesamarbejde, eller to spillere kan spille sammen på en delt skærm lokalt. Ligesom med den ægte vare er dine figurer bundet til din kampagne, så du skal opfatte dit gemte spil på samme måde som med en rigtig session: Indlæs det, invitér dine gruppemedlemmer til "bordet", og fortsæt fra, hvor I slap.

I samarbejdsspil kan alle bevæge sig frit rundt, tale med NPC'er og gå i kamp. Det kan anbefales at arbejde sammen som gruppe, men du skal ikke blive overrasket, hvis et løst Chaotic-missill virkelig går op i at spille sin figur og får rodet jer ud i nogle meget uventede situationer.

Hvem er DM i Baldur’s Gate 3?

DM'en (et akronym for "Dungeon Master") er den allestedsnærværende entitet, der skaber D&D-kampagner, sætter gang i eventyr og introducerer figurer og farer undervejs, og hele tiden tilpasser historien, så den afspejler spillernes handlinger.

Det er ikke kun den næstbedste oplevelse at spille med den virtuelle DM i Baldur’s Gate 3; det er på nogle måder endnu bedre. Lige fra det øjeblik, hvor din figur vågner om bord på et Mind Flayer-skib, bliver du kastet ud i en kæmpestor og uforudsigelig kampagne, der forudser og tilpasser sig til alt, hvad du gør.

Det, at spillet har omkring 17.000 afslutningsvarianter, fortæller bare lidt om det kolossale arbejde, Larian har lagt i at genskabe de analoge rollespils åbenhed.

Foregår kampe i Baldur’s Gate 3 i realtime, eller er de turbaserede?

Kamp i Baldur’s Gate 3 er fyldt med potentiale. Hver tur repræsenterer kun seks sekunders spiltid, men du har ubegrænset tid til at planlægge og udføre alle dine handlinger.

Du har én handling, en bonushandling og en begrænset bevægelsesrækkevidde pr. figur i hver tur. Det handler ikke kun om at vælge, hvilken fjende du vil angribe, men mere om at forudse din fjendes næste handling, mens du udnytter dine omgivelser og sørger for at få mest muligt ud af dine gruppemedlemmeres evner.

Det lyder som meget at skulle overskue, men det bliver hurtigt til noget, du gør helt automatisk. Inden længe vil du bruge Command for at lokke dine fjender tæt hen mod stejle kanter, immobilisere dem med Wrathful Smite og derefter få det stærkeste medlem af din gruppe til at bruge Shove for at skubbe dem ned i dybet.

Skal man slå med terninger i Baldur’s Gate 3?

Baldur’s Gate 3-holder fast i vigtigheden af d20 (en 20-sidet terning), og terningeslag afgør succes eller fiasko for stort set alt, hvad du gør. Det spænder over alt fra at afgøre, om et angreb rammer det tilsigtede mål, til alle mulige forskellige opgaver, uanset om en NPC skal overtales, eller du skal forsøge at forstå et andet sprog. Disse terningeslag er også kendt som Ability Check; nogle af dem er passive, så de ikke forstyrrer spillet, men du får selv lov til at slå med terningerne i vigtige situationer. Husk, at forfejlede slag ikke nødvendigvis betyder, at spillet er forbi, og at de ofte kan føre til uventede og spændende nye situationer. 

Der er mange andre faktorer end terningeslaget, der afgør udfaldet af et Ability Check, men der vil ikke gå lang tid, før du ved alt, hvad der er værd at vide, om Difficulty Class, Advantage og den vigtige forskel på en "natural" og "dirty" 20’er.

Køb Baldur's Gate 3 i PlayStation Store

Udgaver:

Grundspil

  • Baldur's Gate 3 til PlayStation®5

Digital Deluxe Edition

  • Baldur's Gate 3 til PlayStation®5
  • Divinity Bard-sangpakke
  • Eksklusivt terningetema
  • Treasures from Rivellon-pakke
  • Adventurer's Pouch
  • Digitalt bonusindhold*

Add-Ons