STRØMSVIGT FOR ELECTRO

Af Kat Farrell

Electro blev pågrebet og indsat i en særligt indrettet celle på The Raft efter en højspændt kamp mod Spider-Man i byen. Ifølge kilder fra fængslet har man valgt ikke at tage nogen chancer med den chokerende nye fange, og hans celle skulle ligne noget fra en science fiction-film. Electro er omgivet af ikke-ledende PVC-tremmer, og cellegulvet er dækket af gummi, så han ikke kan generere selv den mindste gnist af statisk elektricitet.

Borgere, der tidligere levede i frygt for superforbryderen, kan nu ånde lettet op med visheden om, at Electro afsoner sin straf med energisparefunktionen aktiveret.

ALLE GODE GANGE TRE FOR OSBORN

Endnu en omgang til borgmesteren

Af Ben Urich

Borgmester Norman Osborn har offentliggjort, at han stiller op til borgmesterposten for tredje gang. Efter at byrådet vedtog en lovgivning — som borgmester Norman Osborn foreslog — der fjerner tidsbegrænsningerne for borgmesterkontoret, har Osborn nu fået chancen for sin tredje borgmesterperiode i træk.

“Byen er blomstret op under min ledelse. Jeg mener, at vi kan opnå endnu større ting, hvis jeg bliver genvalgt,” sagde Osborn til pressen.

Osborns nye politiske platform fokuserer på at forbedrede sikkerheden i byen med løfter om at “gøre en ende på byens afhængighed af maskerede selvtægtsfolk som edderkoppe-truslen” ved blandt andet at “forstærke” den overvældede politistyrke.

Han har ikke skuffet os. Vil han sætte kronen på værket med en tredje embedsperiode?

FARVEL, JJJ

Den uopslidelige udgiver søger nye muligheder i det digitale domæne

Af Robbie Robertson

Daily Bugle siger farvel til avisens udgiver gennem mange år, J. Jonah Jameson. Efter flere årtiers ledelse går den temperamentsfulde og stærke avismand nu i gang med at lave podcasts.

Jameson har dedikeret sin karriere til at opbygge Daily Bugle til avisens status i dag: New Yorks førende avis, der udgiver hårdtslående nyheder, som rummer de sandheder, de andre aviser ikke tør at trykke. Hans frygtløshed og vilje til at levere spændende journalistik har givet ham adskillige af de største priser og en prestigefuld bogaftale.

Uanset hvordan Jameson gør det, lover han at fortsætte med at levere sin helt særlige modige nyhedsdækning til New Yorks borgere.

FISK SKABER SIN EGEN SKÆBNE

Det er Fisks verden, og vi bor bare i den

Af Kat Farrell

Hvis du slår ordet “monopol” op i ordbogen, vil du se et billede af Wilson Fisk, der er direktør for Fisk Construction. Hans kraner dominerer udsigten, og hans mærkede stålbjælker understøtter skeletterne i de fleste af New Yorks højeste skyskabere. Eftersom Fisk dybest set ejer hele byen, søger han nu at udvide sit imperium i Europa.

Nogle er bekymrede over hans globale planer, men hvorfor det, når han nu egenhændigt har reddet hele byens middelklasse? Hundredvis af tidligere arbejdslyse newyorkere er nu i arbejde, mens virksomheder over hele verden flokkes om pladser i et af Fisks forretningshøjhuse.

Fisk har så stor succes, at han endda også kan finansiere nye projekter med indtjeningen fra sine øvrige aktiviteter. Det lyder skummelt, men det er nu engang bedre, når en selvlært byggematador selv finaniserer sine aktiviteter frem for at bruge skatteborgernes penge.

Han kan udvide sin virksomhed hen over have og kontinenter, hvis han vil. Fisk har præget udsigten i New York i så høj grad, at byen nu er hans verden. Vi bor bare i den. I praksis lejer vi os faktisk bare ind i den.

MANDEN BAG EDDERKOPPEN

Læsere giver deres bud på Spider-Mans virkelige identitet

Bryan I., Manhattan:
“Jeg tør vædde på, at han er en tidligere cirkus-freak, der savner at svinge i trapezen. Tænk over det: Han svinger sig fra bygning til bygning, som om han aldrig har foretaget sig andet.”

James S., Bronx:
“Jeg ved ikke, hvem han er, men jeg ved, hvad han er: En forbryder. Hvis Spider-Man virkelig var på vores side, ville han vise sit ansigt. Hvis han ikke gør det, er han ikke bedre end de maskerede forbrydere, han fanger.”

Jacinda C., Midtown:
“Han er sikkert bare en eller anden træningstosse, der godt kan lide at spankulere rundt i byen og vise sine muskler frem.”

INDBRUD I PENTHOUSELEJLIGHEDER

Ingen ved, hvem der udplyndrer de rige

Af Betty Brant

En stribe af indbrud rettet mod New Yorks elite får politiet til at klø sig i nakken. Hvem er tåbelig nok til at gå efter de rigeste og mest magtfulde personer i New York? Åbenbart nogen, der har styr på de avancerede sikkerhedssystemer, som normalt kun anvendes af kunstmuseer og diamantimportører.

Myndigheder står uden spor, der kan bekræfte, om det er en enkelt tyv eller en hel forbryderring, der står bag indbruddene. Kilder fortæller, at synderen efterlader et “visitkort” på gerningsstederne, hvilket bekræfter politiets formodninger om, at det ikke er nogen helt almindelig forbryder, der generer byens elite.

Byens mest velhavende familier kræver retfærdighed og har lagt et stort pres på politiet for at få opklaret sagen. Hvis det ikke lykkes for dem, vurderer nogle, at ofrene vil tilkalde kræfter udefra, som kan hjælpe med at afsløre milliontyven og bringe vedkommende i myndighedernes varetægt.

© 2020 MARVEL